Dag 11
Kl 9.30 sejler jeg fra Fyns Hoved og med en god vind fra øst er forholdene perfekte til at endnu en gang at krydse Odense Fjord. Hurtigt når jeg forbi Flyvesandet, men herefter er der så lavvandet at jeg går på grund og må trække surferen gennem vandet. Vel forbi det lavvandede område går det nu med retning mod Æbelø. Denne gang lykkedes det mig at finde vadestedet over til Æbelø, her holder jeg en lille pause hvorefter jeg sætter kursen efter Bogense. Tårnet på kirken kan ses på lang afstand, så det er et godt pejlemærke. Efter Bogense følger jeg kysten et stykke videre og tanken om at nå Jylland i dag opstår, vinden er stadig god og solen skinner og varmer mig. Bølgerne er ret store og da det er svær at sejle med vinden i ryggen i bølger, vælger jeg at følge den fynske kyst lidt endnu. Jeg kan vælge at tage en overnatning mere på Fyn men der er ingen skibe at se i Lillebælt og da retningen til Trelde Næs og Vejle Fjord er gunstig stikker jeg over. Flere gange er jeg tæt på at tabe sejlet da bølgerne er store og nærmest skyller brættet væk under mig, men endelig når jeg Trelde Næs, godt træt og øm i kroppen.
Dog vælger jeg at sejle den sidste time, nu i mere fladt vand, til Hvidbjerg.
Her blev jeg budt på aftensmad og en rigtig seng at sove i. Tak for det!
59,7 km blev det til.