Dag 4
En af fastlæggerne på campingpladsen på Årø, kørte mig tilbage til havnen. Jeg fik pakket surferen og kom afsted, midt i Årø Sund møder jeg en lystsejler der sejler med motor. Vigereglen på vandet er, at motor viger for sejl. Vi kommer ganske tæt på hinanden, og jeg tror at han har set mig. Lige da vi passerer hinanden siger jeg, hej. De bliver, begge på båden, forskrækkede derved - så de havde altså ikke set mig. Sydover går det og ved klinten på Brunbjerg, ser jeg andre der bruger vinden til noget sjovt. Det er en paraglider der her udnytter opvinden.
Her ved klinten går jeg ind for at spise og da jeg kommer på vandet igen tiltager vinden. For fuld fart kommer jeg forbi Barsø og ind i Åbenrå Fjord. Her finder jeg en teltplads tæt på Åbenrå, får teltet stillet op og går mod byen for at finde et sted at spise. Med mig har jeg min våddragt og min tanke er at finde en vandhane og få dragten skyllet. Tæt ved stranden ligger nogle havehuse og ved et af husene sidder der nogen på terrassen. Jeg får lov til at låne vandslangen og ikke nok med det, så bliver jeg også budt på noget at spise. Hvor heldig kan man være.