Dag 22

Dag 22

Nu skal Storebælt krydses endnu en gang. Vejrudsigten bliver studeret, meget nøje, flere gange og jeg beslutter at tage af sted kl 10. I svag vind fra syd, nærmer jeg mig den første af de store pyloner og jeg tænker, skal jeg vende om. En coaster fra syd er lige passeret og der er en anden på vej nordfra. Men så tiltager vinden og jeg får mere fart på, sejler et stykke parallelt med sejlrenden og da skibet fra nord er væk, krydser jeg over. På 10 minutter har jeg passeret sejlrenden og kan igen slappe af. Og det bliver også en slap tur, for efter endnu en time aftager vinden igen. Ind imellem drejer vinden også, på tidspunkter ligger jeg helt stille, så her indtages madpakken og jeg når også at få en lille middagslur. Jeg går i gang med at padle og efter at have padlet fire kilometer får jeg igen lidt vind fra syd. Mens jeg står her på vandet og der er helt stille, oplever jeg at høre blåset fra to marsvin som er helt tæt på mig. Det er vildt. Efter 8 timer på brættet går jeg i land på en strand nord for Kerteminde. Der er en del mennesker på stranden, sådan en søndag aften, folk hygger sig med mad og grill. En spørger hvor jeg kommer fra og inden længe bliver jeg budt på kartoffelsalat og grillpølser. Jeg finder et sted på stranden til mit telt og soveposen rulles ud. Inden jeg falder i søvn tjekkes vejrudsigten for de kommende dage og den ser ikke god ud, i forhold til at skulle sejle til Vejle. Så næste morgen får jeg Tove til at hente mig.

Det var så afslutningen på en rigtig god og fantastisk tur.