Dag 14
Vind var der ikke lovet meget af, men retningen var god. Når jeg har vinden i ryggen og den er svag kan jeg nogen gange nøjes med at holde sejlet med en hånd. Så jeg fandt mit lille kamera frem for i dag måtte det være muligt at tage billeder og måske videoer. Pludselig, tæt på mig kom et marsvin op. Så hurtig jeg kunne fik jeg tændt kameraet, men den kom ikke til syne igen. Siden hen så jeg flere gange marsvin og holdt til sidst op med at tælle dem. Det lykkedes desværre aldrig at fange nogle med kameraet. Efter to timers tid døde vinden helt så jeg gik på land og fik noget at spise mens jeg ventede på mere vind. Da jeg rundede Helnæs Fyr fik jeg noget mere vind. I en times tid havde jeg en god rygvind, men langsomt aftog den så igen. Syd for Assens fandt jeg en shelterplads og for første gang på turen skal jeg sove i shelter. Nogle søde mennesker på stranden tilbød grillpølse og snak.