Dag 13

Jeg var tidlig oppe og kl 8 var jeg ude på vandet. Den første udfordring var at passere Kronborg, men her var virkelig meget modstrøm - så snart jeg bare var 20 meter fra kysten, blev brættet grebet af strømmen. Jeg måtte sejle helt ind til kysten og hoppe af brættet for at trække det videre. Men her stod en lystfisker og fiskede, han var dog hurtigt til at tilbyde sin hjælp. Mens jeg gik i vandet og trak brættet, tog han fat i mastetoppen og bar masten og sejlet, uden at afmontere masten fra brættet. Det var kun et kort stykke, jeg skulle trække den, før jeg kunne hoppe på brættet og sejle videre.

Bare 500 meter derfra var næste udfordring - færgen mellem Helsingør og Sverige. Den var netop ankommet til havnen og jeg var fast besluttet på at komme forbi inden den skulle sejle igen. Men i den svage vind og i modstrøm bevægede jeg mig frustrerende langsomt. Da jeg nærmede mig færgen, begyndte jeg at tvivle på om min plan ville lykkes. Jeg tænkte, at så længe der kører biler af færgen ville den ikke sejle igen. Nu begynde bilerne så at køre ombord på færgen og jeg var end ikke kommet forbi havneindløbet. Jeg stirrede hele tiden op på færgens styrehus, men kunne ikke, gennem de tonede ruder, få øje på styrmanden. Jeg tror dog, at han kunne se mig, for så snart jeg på mit surfbræt var forbi, lagde færgen fra kaj. Det var i sidste øjeblik.

Sydover sejlede jeg i solskin og svag vind. Men ud for Ven mødte jeg næste forhindring: der var ingen vind. Vinden forsvandt fuldstændig og her lå jeg så en halv times tid i modstrøm. Da vinden endelig kom igen, var jeg drevet en hel kilometer baglæns.

Efter yderlig et par timers sejlads stoppede jeg ved en teltplads i Nærum. På stranden her sad nogle mænd og tilberedte mad over bål. “Er du sulten?”, spurgte de. Og så sikrede jeg mig aftensmaden igen. Hvor heldig kan man være.