Dag 10
Farvel Strynø og goddag til Ærø.
Det blev en kort tur på godt 10 kilometer med let vind i ryggen. Solen brød aldrig rigtig igennem, men det var en varm dag med omkring 20 grader. Efter halvanden times sejlads var jeg ud for Marstal. For at komme til byens campingplads måtte jeg sejle gennem havnen og forbi lystbådehavn for endelig at gå på land helt inde i bunden af bugten. Det var lidt specielt at sejle her bag ved molen, og helt tæt på andre skibe.
På campingpladsen ligger jeg ved siden af et ungt par fra Slovakiet. De er på cykeltur med deres lille datter som ind imellem selv cykler når forholdene er til det. Ellers sidder hun bag på fars cykel mens hendes egen cykel ligger på bagagebæreren foran, sjov opstilling. Da vejret for i morgen ikke er det bedste, vil jeg rundt på øen og se hvad der byder sig. Man kan gratis køre med bus over hele øen.