Dag 1
Så er jeg igen på en tur med mit surfbræt. Denne gang går turen til Det Sydfynske Øhav.
Kom afsted fra Vejle kl 10.30. Hele vejen ud af fjorden havde jeg medvind, så efter godt to timer gik jeg ind ved Naturcentret Trelde Næs. Her fik jeg noget at spise og fik tjekket strømforholdene i Lillebælt, jeg ville ikke risikere at sejle i modstrøm. Heldigvis var der ikke strøm at tage hensyn til, så jeg begav mig ud i Lillebælt med retning mod fyret ved Strib. I let vind fra vest gik det rigtig godt. Pludselig hørte jeg et knæk og det viste sig nu at det var masten der var knækket. Dog ikke helt over så jeg sejlede lige så stille mod kysten nord for Strib. Jeg har en anden gammel mast liggende ved surfklubben og jeg fik Tove til at bringe den til Fyn. Efter halvanden times afbræk på min tur var jeg klar til at sejle videre. Mit mål for idag var at sejle ind i Gamborg Fjord og besøge nogle venner der. Det blev sent men heldigvis havde de gemt noget af aftensmaden til mig. Og en seng fik jeg at sove i. Tak for det.