4 jun

4 jun

Ikke alle eventyr ender godt og min tur til det sydfynske ender foreløbig i dag. Jeg var ellers sejlet afsted fra Galsklint med en forhåbning om at nå Bågø, men det blæste mere end hvad vejrudsigten havde sagt. Til at starte med gik det ellers godt. Jeg gjorde et lille ophold på Fænø Kalv som er en lille ubeboet ø, der ligger mellem Fænø og Kolding Fjord.

Derfra gik det også fint videre sydover, men der kom mere og mere vind og efter to gange at være gået på land for at vente på at vinden ville aftage bare lidt, besluttede jeg at stoppe. Jeg lod mig drive med vinden ca 1 km tilbage til, hvor jeg på kortet kunne se at der var en grusvej, der gik ned til kysten. Jeg fik kontaktet Tove for at spørge om hun ville hente mig der. Det ville hun heldigvis gerne. Derfra gik jeg op til en nærliggende ejendom og her fandt jeg en mand i færd med at male. På spørgsmålet om det var muligt at benytte grusvejen svarede han først nej, vejen tilhørte godset og det var ikke en offentlig vej. Men efter min forklaring fik jeg lov, han bød endda på kaffe.
Jeg er selvfølgelig træt af at stoppe på den her måde. Men med sidste års tur i erindringen, hvor jeg undervejs ventede ialt 12 dage på bedre vejr, er jeg kommet til den erkendelse at det har jeg ikke tålmodighed til at gentage.
Men mon der ikke kommer en mulighed igen. Jeg har i hvert fald planer om en tur sidst i juli.